Vi lever stadig

Undskyld! – Fordi det er SÅ længe siden jeg har skrevet noget herinde. Tiden er bare fløjet af sted, og det har ikke altid været lige nemt at finde tid og overskud til at sætte sig ned og fyre den af på tasterne.
Nu vil jeg dog alligevel prøve!

Seneste blogindlæg skrev jeg for snart en måned siden, og JA – der er sket MEGET siden sidst. Det bliver alt for indviklet for både dig og mig, hvis jeg skal skrive det hele, så det lader jeg være med.

I skrivende stund er det lørdag den 22. oktober. Her i lejligheden er der et par tunge hoveder, efter en vild nat på Club Essential. I går var der fornemt besøg af den verdenskendte, hollandske dj Sander van Doorn.
Det er dog ikke alle hovederne i lejligheden der er tunge. Alex var ikke lige i festhumør, da det virkelig gjaldt, så han blev hjemme. Derudover har Henrik besøg fra Brund. Mor Birthe og Far Christian tjekkede ind på Pulkveza Brieza iela 8, onsdag aften. Hvor de så ikke har tunge hoveder, har de sikkert tunge ben. Henrik har nemlig slæbt dem godt og grundigt rundt i byen de seneste par dage – på gåben, vel at mærke!

At vi har en stor lejlighed har også kommet os til gode, her i den forgangne uge. I går var jeg nemlig i lufthavnen og aflevere min kære Trine, som havde været indlogeret siden i søndags. Dvs. at vi i et par dage har været 7 beboere her i lejligheden. Det er nu heller ingen problem på 176 kvm.!

Det er skønt med besøg hjemmefra!!
Trine var sendebud med dansk rugbrød og medbragte desuden lakrids, en ordentlig stakfuld breve til bearnaisesauce og Henriks meget savnede madkulør. Hun efterlod desuden en kagedåse fyldt med hjemmebagte småkager! – Skønt! :)
Det er dog ikke kun Trine der har smuglet godter ind i landet. Birthe og Christian medbragte nemlig en stor flæskesteg (!) og en spandfuld herregårdsrødkål. Så bliver det altså ikke meget bedre! – Nu var det jo også muligt at lave brun sovs, så det nød vi i fulde drag!

Aftenen i aften bliver vist stille og rolig, med lidt hjemlig hygge. Det er i hvert fald det min krop fortæller mig!

Nu fik jeg endelig lidt gang i bloggen igen. Jeg vil forsøge at skrive lidt oftere – som i starten – men forvent nu ikke for meget! ;o)

Men bare rolig – VI LEVER STADIG!

 

(Det er vist også snart tid til at uploade en ny sending billeder. Jeg arbejder på sagen!)

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

Til middag hos…

Så er det blevet mandag, og det er et par dage siden jeg sidst har givet lyd fra mig, herinde på bloggen. Men intet nyt er jo stadig godt nyt, så der er slet, slet ingen grund til bekymring!

I sidste indlæg fortalte jeg, at vi skulle til den store studiestartsfest ”Studentu Paradize” i Arena Riga. Det var vi så i fredags.
Vi startede ud med at mødes med alle de andre fra 1ER på skolens 9. etage. (8. – 10. etager er indrettet som ”kollegie/skolehjem”) Her bor bl.a. hollandske Eelco, og vi belejrede altså fællesrummet. Musik på en bærbar computer, en stak familiepizzaer, en ordentlig sækfuld chips og så et stort læs Cesu Premium pints!
Da klokken var ca. 22:30, satte vi kursen mod Arena Riga. Det var ca. 10-15 minutter til fods, men det vidste GOLDEN4 jo godt. (Vi er nemlig begyndt at gå i skole. Det er en frisk lille tur på 3,5 km, og som tilbagelægges på ca. 35 min.)
Festen i Arena Riga var super fed, og der var liv og glade dage, masser af koncerter, og ca. 11.000 svedende, unge mennesker der gik amok! :-)

Lørdag gik, selvsagt, helt af sig selv. Hele dagen bar dog tydeligt præg af gårsdagens strabadser, men Henrik var åbenbart ikke helt ramt. Han tryllede nemlig i køkkenet, og vupti, serverede han bøf med løg, kartofler og bernaisesauce. Det var noget der faldt i god jord i GOLDEN4!! Til trods for den formidable aftensmad, var der dog ikke meget liv i batterierne. Lørdag aften endte altså ”kun” med chips og youtube-hygge. Det var også nice!

Søndag sov vi – igen – langt op ad dagen. Der var igen bare dømt youtube-dag, og det gik egentlig også meget godt. Derudover sad jeg og så VM i landevejscykling fra Rudersdal i Nordsjælland. Først på en sløv, engelsk stream. Siden på en ligeså langsom tysk stream, mens de sidste 3-4 runder gik rimelig glat igennem på en hollandsk livestream. Det hele endte med at den britiske supersprinter Mark Cavendish blev verdensmester – fuldt fortjent!

Om aftenen var Henrik imidlertid begyndt at hænge lidt med skuffen. Han havde ondt i halsen og var vist generelt bare små-syg. Derfor måtte vi andre 3 prøve at tage over hvor Henrik slap dagen før. Det endte med at vi fik smedet en fantastisk pasta-og-kødsovs-ret sammen. Vi har glemt opskriften, men vi var alle enige om at det kunne vi godt lave igen. Det må vi jo så prøve på et tidspunkt!

Nu har vi lige været i skole og have Latvian. Det er formodentligt de nemmeste 4 ECTS point vi scorer på hele vores uddannelse. Der forventes ikke ret meget, i og med at lettisk er et meget teknisk svært sprog at mestre (tell me about it!). Vi har dog fået alle de øl vi kunne drikke, so far, så mon ikke det går, hvis bare vi kan engelsk? Det tror jeg!

Udover Latvian, går vi også og bokser lidt med et fag der hedder ”Intercultural Communication”. Det er egentlig spændende nok, men det er – so far – det eneste fag der har pålagt os lidt lektier. Én af disse opgaver bærer navnet ”My cultural profile”, og er en opgave på 2-3-4 sider, omhandlende én selv, og den ”kultur” man lever under. Det skal afleveres i morgen, så måske burde jeg skrive på den, i stedet for at skrive blog.
Nu nåede jeg i hvert fald at skrive lidt her på bloggen. Så må vi jo se om jeg når det andet!

Anders og Alex har lige været på handlen. Hvem mon vi skal til middag hos i aften? :-)

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

Foto og video-update

Hermed er der en ordentlig stak billeder + lidt youtube-klip.

Videoklip fra ishockeykampen i Arena Riga:

 

Forskellige billeder siden sidst:

 

Billedgalleri af lejligheden på Pulkvieza Brieza iela:

 

Categories: Ikke kategoriseret | 1 Comment

Hockey, hybel og håndklæder

Så er det endelig tid til en stor og glædelig nyhed! Det er med stolthed, at vi i GOLDEN4 samstemmigt, dog lettere hæse (forklaring følger senere), i kor kan råbe: VI HAR FÅET LEJLIGHED!

I søndags var vi blevet inviteret med på en rundvisning i en lejlighed, som også var beliggende i ambassadekvarteret (ligesom den lejlighed vi takkede ja til). Vi tog af sted i god tid, i håb at statuere et godt eksempel. Lejligheden var mega stor, og vi øjnede straks chancen for at få lidt spillerum. 4 værelser, 2 badeværelser, 1 ”gæstetoilet”, samt en stue på ca. 55 kvm… Vi takkede selvfølgelig ja inden vi gik!
Nu gjaldt det bare om at håbe og krydse alt hvad krydses kunne, uden dog at skrue forventningerne for højt op. Der var nemlig også et par andre hold med på rundvisningen.

Da det blev mandag ventede vi stadig spændte. Vi havde intet hørt fra StayInRiga, så vi vidste stadig ikke om vi var købt eller solgt. På den anden side set, så havde vi det jo også godt nok på Red Nose Hostel, hvor vi var. Lige inden vi tog i skole, modtog jeg en sms fra Andrey (manden fra StayInRiga, der havde vist os rundt), med budskabet om at udlejeren ikke var interesseret, når vi nu kun ville leje den i 3 måneder. Endnu en gang ØV!! Der var ikke andet for, end at vi måtte finde et hostel med et ordentligt køkken, og så ellers bare få lavet en long-term deal med dem. Sådan måtte det være, tænkte vi, da vi tog i skole.
Ét stoppested før vi skulle af, var der dog noget der vibrerede i lommen på mig. Det var Andrey. Udlejeren havde ombestemt sig, og lejligheden var vores, hvis vi stadig var interesserede. YEEES!!! – Han ville så ringe tilbage, når han vidste hvornår vi kunne underskrive kontrakten og dermed flytte ind. Det var næsten ikke til at få hænderne ned. Ned kom hænderne dog hurtigt, da lettisk-timen begyndte. Es esmu Søren, un es runaju daniski, angliski, drusku vaciski un drusku, drusku latviski… Ja ja. Det var fint nok det hele, men nu havde GOLDEN4 altså fået lejlighed – det var lidt vigtigere!

Da vi fik fri fra skole, ringede Andrey igen. Vi måtte vente til i morgen med at underskrive kontrakten. Det var nu også okay. Nu vidste vi jo, at dagene med 2 køjesenge på et ca. 12 kvm. hostelværelse var talte.

Mandag aften spillede Dinamo Riga deres første hjemmekamp i Arena Riga. I Letland er ishockey nationalsporten, ligesom fodbold og håndbold er det i Danmark, og Dinamo Riga er Letlands eneste hold i den russiske KHL (Kontinental Hockey League) – verdens næstbedste ishockeyliga. (Dinamo Riga er alt for gode til den lettiske liga.) Vi havde – igennem Zanda – fået fat i 4 billetter til denne totalt udsolgte sæsonåbningskamp, og hvilken oplevelse. Det hele endte med at CSKA Moskva blev sendt hjem med et 5-3 nederlag i bagagen, og GOLDEN4 gik derfra med hæse stemmer, men også en fed stemningsoplevelse fra de 10.000-15.000 mennesker der var til stede. Det hele bar dog en smule præg af flystyrtet, hvor ét af ligaens hold – incl. den lettiske stjerne Karlis Skrastins – omkom. Bl.a. blev der ikke spillet musik ved spilstop, og der var vist nok også nogle ritualer der var byttet ud med nogle andre, i den anledning.

Tirsdag var det blevet tid til at checke ud fra Red Nose Hostel. Klart det bedste hostel vi har været på herovre, og klart den bedste betjening fra personalet. Go home, Mutzi! Normal proceduren er, at man checker ud fra sit værelse kl. 12.00, men vi havde fået lov til at blive en time længere, da vi først skulle underskrive lejekontrakten kl. 14.00. Vi tog afsked med pigen i receptionen – hun var dog ikke favoritten, men hendes navn fik Anders lokket med. Så kan hun måske findes på Facebook! ;-)
Efter en taxa-tur fra Red Nose Hostel i Old Riga til Pulkveza Brieza iela nummer 8, som er vores adresse i resten af det lettiske ophold, i ambassadekvarteret, ankom vi kl. ca. 13.30. Pris ca. 50 kr.
Efter lidt ventetid kom Christine fra StayInRiga (hende vi havde snakket med på deres kontor), og kl. lidt over 14 kom så en mand i en blomstret skjorte, knappet halvt ned på maven, og med en brystbehåring så stor, at selv King Kong ville have sagt stop. Det var så Igors – vores udlejer. En mand i midten af fyrrerne, med et russisk udseende og et lettisk pas.
Da vi så skulle til at betale – 1200€ for den første måneds husleje + 600€ i depositum – skulle det dog vise sig at blive lidt af en farce. Igors foretrak kontant betaling i euro, så det måtte vi jo bare finde. Henrik og Alex løb ned i en nærliggende afdeling af Swedbank, og forhørte sig ad. Det kunne sagtens lade sig gøre. Den kære bankdame ville blot have et ”lille” gebyr på 40 Ls! – Ellers tak! – Så ville de bare have pengene i Lats, men det ville hun stadig have så meget i gebyr for. NÅ! Så havde vi én løsning tilbage. Hæveautomaten. Der er imidlertid et loft på hvor meget man dagligt kan hæve på sit kreditkort, så vi måtte alle 4 ned forbi automaten og svinge VISA/Dankortet, mens Alex og jeg også måtte svinge MasterCardet. Vi havde heldigvis også alle sammen nogle til at ligge nederst i kufferterne, som vi havde hævet før.
Igors indvilligede dog i at tage imod Lats, når det nu havde været så stort et problem for os. I alt 1275 Ls måtte vi slippe. Bum!  Nu var alting på plads, og vi fik udleveret nøglerne og var nu ”herre i eget hus”. Hvilken dejlig følelse! :-)

Efter lidt udpakning i de utallige garderobeskabe der pryder hvert enkelt rum i hele lejligheden, og lidt inspektion af hvad der var, og hvad der ikke var, opdagede vi, at der ikke var hverken dyner eller puder. Så er det jo godt, at vi har en verdensmand som Dyne-Larsen, der har åbnet en række butikker her i byen. Vi tog en taxa til JYSK – den ligger et godt stykke væk, og var ikke i gåafstand med dyner og puder på ryggen – og vi var alle nærmest helt salige, da vi trådte ind ”på dansk grund”.
Vi fik shoppet dyner, puder, lagener, håndklæder, samt lidt forskelligt vi manglede. Samlet pris ca. 250 kr. pr. mand. Vi tog en taxa tilbage, og så var vi næsten klar. Anders og Henrik tog over i Maxima (vores nye supermarked, som ligger LIGE på den anden side af vejen) og handlede ind. De handlede åbenbart så meget, at det var nødvendigt at tage indkøbsvognen med helt op i lejligheden. Alex og jeg gjorde i hvert fald store øjne, da de to tosser kom slæbende ind i entreen med en indkøbsvogn fuld af vand, sodavand, juice, brød, pålæg og frysepizzaer. Vognen var dog kun til låns, så da den var tømt, rendte Anders ned med den igen!
Alt imens Henrik og Anders handlede ind, gjorde Alex og jeg køkkenet lidt rent. Køle-/Fryse-skabet var mega ulækkert, og det trængte i den grad til et make-over. Det fik det så, og nu ved vi da hvem der har gjort det rent sidst!

Første nat i det nye palæ er nu overstået, og den næste venter lige om hjørnet.
I dag har vi været i skole, selvom der skulle komme en ”internet-mand”, sådan som vi forstod det i går. Ham har vi dog ikke set noget til, og derfor er vi ”free-riders” på et åbent netværk vi kan tilgå. Det er dog en noget uholdbar løsning!

I morgen, torsdag, står den på endnu en skoledag. Det samme gælder fredag. På fredag skal vi dog også til fest om aftenen. Det er nemlig tid til den årlige kæmpefest ”Studentu Paradize” (www.studentuparadize.lv) i Arena Riga. Det er en slags studiestartsfest for 11.000 studerende i de baltiske lande. Vi glæder os til at se hvad det er for noget! :-)

Jeg ville gerne have uploadet en ordentlig sending billeder, men internetforbindelsen er, som sagt, pt. for ustabil. De kommer snarest muligt!

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

Anders overfaldet på Club Essential

Så er det blevet lørdag aften, og dermed er det vist også ved at være tid til et blogindlæg igen. Det er et par dage siden sidst, men intet nyt er jo, som bekendt, godt nyt. Tiden flyver afsted!

Boligsituationen er uændret. Vi er stadig bosiddende her på Red Nose Hostel. Sengene er stadig gode, og vi er kun 4 levende væsener her på værelset!
I morgen skal vi dog til endnu en lejlighedsfremvisning. Den tager vi, uanset hvordan den så ser ud. Vi er alle sammen ved at være ret desperate efter at blive indlogeret et sted hvor vi ikke bor i en kuffert. Problemet er bare, at vi heller ikke denne gang er ene om fremvisningen. Vi må finde konkurrencegenerne frem, montere rundsave på albuerne og så ellers bare komme forrest i feltet. Kryds fingre for os!

Den anden dag havde jeg googlet mig frem til et hostel, og set på deres hjemmeside at de også havde en lejlighed, som sådan nogle som os, kunne leje for et par måneder.
Jeg sendte en mail til dem, for at høre hvad de kunne tilbyde os. Jeg fik et svar tilbage, og der var straks håb. Jeg fik et telefonnummer som jeg kunne ringe til den næste dag.
Vi fik hurtigt sat en aftale i stand. Vi skulle have fremvist en lejlighed på 110 kvm. Billederne vi havde set på nettet var også meget lovende, så drømmen levede lige pludselig.
Ligeså meget drømmen levede, ligeså meget blev den imidlertid slået ihjel, da vi så hvad det var for noget. Der var møgbeskidt (!) over det hele. Der hang løse ledninger ud fra vægge og lofter. Der var ikke noget køkken, og knap nok installationer hertil. En bruseniche var revet ned, mens en anden var stillet op. Her snakker vi torsdag eftermiddag!
Damen sagde dog at vi kunne flytte ind lørdag, og at alt så ville være i den fineste stand. Hun ville bare lige være sikker på at vi rent faktisk ville leje lejligheden, så vi skulle bare lige smide halvdelen af depositummet på 400 Ls – altså 200 Ls – før hun ville sætte håndværkerne i gang.
Nu kan det godt være at vi er desperate, og var villige til at gøre stort set hvad som helst for at få et større sted at bo, men den historie var nu altså for god til at være sand. Selvom letterne er et hårdt arbejdende folkefærd, så ville selv 20 håndværkere ikke kunne have klaret det inden lørdag!
Vi takkede pænt nej, og gik hjem med uforrettet sag! :-(

Siden sidst er der ikke sket så meget. Vi har haft et par meget lette skoledage, og ellers har den bare stået på relaxers days!
Nå ja. Så var der jo også torsdag aften, hvor Danmark hev 2 sejre hjem i fodbold. FCK vandt hjemme i Parken 1-0 over et ukrainsk hold som jeg slet ikke kender navnet på, mens OB tog hjem fra Krakow med en 3-1 sejr.
Det skulle så også vise sig at være de eneste sejre den dag. Danmark led nemlig et KÆMPE nederlag på den politiske bane! Måske køber vi bare ikke flybilletten hjemad…

I går, fredag, var vi så alle sammen inviteret over Daugava, til Marlijns lejlighed, hvor vores tyrkiske klassekammerat Ufuk skulle stå for at kokkerere aftenens måltid. Alex og Henrik var ikke helt på toppen, så de valgte at blive liggende på RNH#3.
På Ufuk’s tyrkiske menu var der en form for linsesuppe, efterfulgt af noget hakket, krydret kød, smidt oven på noget aubergine og en ordentlig røvfuld ris dertil. Ganske udmærket, om end det var lidt noget andet end det vi er vant til fra hhv. Vokslev og Vesthimmerland.
Sædvanen tro, var der også øl i stride strømme, og det hele endte selvfølgelig også med at vi – lettere beduggede – krydsede floden, for at slå os løs i det lettiske natteliv. Hele 1ER tog til en bar som Oskars kendte. Det var meget hyggeligt, men vi var et par stykker der havde kridtet danseskoene, og så kunne vi jo ikke sidde der og spilde tiden! Vi var 3 der tog afsted. Patrick (aka. Talknuseren fra Frankfurt), Anders og mig.
Destinationen var – som det har været et par gange tidligere – Club Essential. Også denne gang var der mange mennesker og fuld knald på musikken på alle de forskellige dansegulve.
Fuld knald var der også på den knytnæve der pludselig røg igennem luften og ramte Anders på kæben. En lille, overvægtig lette i en lyseblå hættetrøje havde åbenbart set sig sur på den vesthimmerlandske dansetrold. Der stod en security-vagt lige bag ved os, så gerningsmanden blev taget direkte i hoved og røv og ført bort. Den skaldede mand fra Aars lod sig dog ikke slå ud, og var på intet tidspunkt i nærheden af at gå i dørken.  Mere skete der ikke, men det var da en god overskrift! :-)

I dag har vi så plejet tømmermændene. Det gøres bedst ved at sove længe, spise nudler med baconsmag og drikke lettisk slavecola. For at toppe en god dag, valgte vi alle 4 at slutte af på T.G.I. Friday, hvor vi fik en Jack Daniel’s Ultimate Burger! En ordentlig dyr moppedreng til 8,50 Ls, men det var lige hvad vi trængte til.
Da vi alle var stopmætte og næsten kunne trille derfra, valgte vi at gå en lille omvej hjemad, bare for at få lidt luft. Det skulle vise sig at være et godt valg. Vi blev nemlig lige pludselig del i en større folkefest på et stort torv. Her stod 4 gademusikanter (1 på tromme, 1 på tuba og 2 på trompeter) og lavede den vildeste fest. Vi stod der nok i 15-20 minutter, og de spillede alt fra Rihanna, over Kings Of Leon og ABBA til Europe’s udødelige klassiker ”The Final Countdown”. Der var virkelig hornmusik for alle pengene! Det var noget der virkelig gav gadekredit ved GOLDEN4!

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

En verdensmands statusopdatering

Det er et par dage siden jeg sidst har skrevet noget herinde på bloggen, så der er en masse at fortælle. Det mest optimale ville være at gøre det kort, men lad os nu se.

I lørdags stod vi alle – forholdsvis – tidligt op, efter vores relaxers night i fredags. Lørdag formiddag blev vi så ringet op af Andrey fra StayInRiga. Han havde et par lejligheder, som han ville vise os om eftermiddagen. Vi skulle mødes ved den første lejlighed kl. 14:55 – mærkværdigt tidspunkt, men det blev altså aftalen.
Der var tale om et tidligere kontor på 200 kvm, som, i løbet af få dage, ville blive møbleret og indrettet, således at der var 7 soveværelser. (Som vi evt. skulle dele med Green Apple drengene). Mega fed idé, men ikke noget der ville fungere i praksis. 7 halvvoksne skoledrenge der deles om ét toilet er vist en dødssejler fra start!
Da vi havde set færdig, og endelig var fundet ud af lejligheden (man kunne nemt blive væk i alle de rum!), gik vi videre mod en anden lejlighed. Det var ca. 10 minutters gang væk, og lejligheden var beliggende i ambassadekvarteret. Et dejligt, lyst, stille og roligt kvarter, som vi med det samme var friske på – hvis da ellers lejlighedens indvendige forhold tillod det. Da vi trådte ud af elevatoren på 6. sal (i Letland er der ikke noget der hedder ”stuen”, men det starter ved 1. sal – I Danmark havde man kaldt det 5. sal!) og gik ind i lejligheden blev vi alle 4 blæst bagover. Den lækreste lejlighed til dato!! Der var bare lige ét enkelt problem – der var også 4 andre til fremvisningen.
Vi fik så at vide, at vi skulle give svar på email, og at vi så kunne tage den derfra! – Vi var alle klar til at udskifte det væggelus-befængte ALA#23 med denne liebhaverlejlighed – til en månedlig pris på 700€ + forbrug – det er billigt!

Vi skyndte os hjem fra lejlighedsfremvisningen, da vi var inviteret i byen til fødselsdags-aftensmad. Én af de italienske tøser – Chiara – holdt fødselsdagsfest hos Marlijn – på den anden side af broen. Her blev der serveret pasta med rejer (incl. hoved og øjne og hele svineriet!) og øl i stride strømme. Der var for alvor dømt lørdag aften! (læs: BYTUR!)
Da vi tog fra Marlijn og ind til byen, var vi en bette flok der tog på Club Essential. Vi nåede lige at komme ind inden midnat – så der var fri entré!
Hvornår vi kom hjem, er der ingen af os der husker, men der var en hamper dunst af Jägermeister og Red Bull på værelset, da vi vågnede op igen, et godt stykke op af dagen. Her fandt jeg min mørkeblå skjorte på gulvet. På ryggen var den helt hvid af salt-skjolder. Der må have været gang i dansegulvet! :-)

Søndag gik med tømmermænd og generelt bare relaxers day. Herudover fik vi sendt en mail til StayInRiga, hvor vi svarede at vi var friske på at leje lejligheden på Rupniecibas iela (Vi får aldrig lært at sige det!).
Søndag blev også dagen hvor vi besluttede at vi skulle flytte fra ALA Hostel! Det skulle ske i morgen.

Mandag skulle vi først møde til ”Business English” kl. 15.40, så nu skulle vi flytte. Vi checkede ud fra ALA#23 kl. 11:30 og parkerede vores bagage hos Green Apple drengene.
Vi tog i skole og havde Business English. Det var lidt en mærkelig oplevelse. Ganske almindeligt engelsk grammatik, som det vi havde i 4. klasse. Det var faktisk svært at huske, og specielt når det hele bare føltes så latterligt ligegyldigt!
Jeg fik en mail fra Andrey, som havde vist os rundt i lejlighederne i lørdags, med et nedslående budskab. Udlejeren havde udlejet til anden side. ARGH – så gik den alligevel til de skide franskmænd!! Nå, men op på hesten igen. De lovede at give besked indenfor et par dage, med et nyt tilbud. Nu måtte vi på hostel-jagt når vi kom hjem.
Inden vi tog hjem fra skolen var vi dog lige et smut forbi Aiga og Laura Stale’s kontor (de to ERASMUS-koordinatorer på BA). Green Apple drengene havde nemlig fået byttet det ligegyldige Strategic Management, med monsteret Professor Volkova, til noget andet. Den idé var vi også temmelig hooked på. Det kunne heldigvis lade sig gøre, så vi var ovenud lykkelige, da vi drog mod Old Riga og jagten på et nyt hjem.

Vi har i den seneste tid gået forbi et hostel, som vi egentlig synes så okay ud. Derudover havde jeg i skolen googlet mig frem til et rigtig fint sted – lidt længere oppe ad vejen fra ALA Hostel.
Der var dog ingen af disse steder der havde noget vi kunne bruge. Det første var usselt og snusket, og et 3-sengs værelse, som med en nødløsning og en madras på gulvet, kunne blive til et 4 personers værelse. Nej tak!
Det næste var også en nej-takker. Vi var ikke lige game på at skulle sove med 8 andre i et 12 personers dorm room!
I en lille sidegade til Mutzi’s gade, havde jeg også bemærket et hostel-skilt, når vi var gået forbi. Gode råd var dyre, og alternativet var at sove på gaden. Vi slog et smut forbi Red Nose Hostel (http://www.rednose.lv/) for at kigge lidt på forholdene. Det så alt sammen meget godt ud, og vi kunne få et 4 personers værelse, som vi også har haft de to andre steder. Her var der dog også en lille håndvask og en elkoger på værelset. Derudover var der også fri the/kaffe i køkkenet – Ja tak!
Vi checkede ind og hentede vores bagage på Green Apple. Endnu en klik-koncert på alle brostenene. Riga er bare IKKE nogen trolley-kuffert by!

I skrivende stund har vi så overnattet én gang her på Red Nose. Sengene er super nice, og hele GOLDEN4 har sovet den bedste nat i Riga, so far…
Vi ligger alle 4 henslængt med vores computere. Jeg er helt sikker på at der under mig er gang i Football Manager på Alex’s computer, hvor Aarhus Fremad er blevet skiftet ud med AaB. I underkøjen i modsatte side er Anders ved at skrive en mail hjem til Vesthimmerland, mens der over ham – i Henriks seng – bliver afspillet intro-temaet til Politiskolen på fuld smadder i hørebøfferne.

I aften står den vist på Donegan’s Pub og Champions League. Jeg har før haft held med at forudsige fodboldkampes udfald her på bloggen, så lad mig bare slå fast hvordan det går i aften!
Dortmund banker Arsenal hjemme på Signal Iduna Park, mens FC Barcelona sender AC Milan hjem fra Camp Nou med et nederlag!

Hermed også en ordentlig spandfuld billeder i random rækkefølge:

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

Bidt af hostel

Så er det fredag, og vi har fået weekend. Blogindlæget bliver heller ikke denne gang på engelsk, selvom jeg sidste gang fremsatte et forslag herom!

I går torsdag var en lang skoledag fra 8.30 til 15.30. Vi fik dog lidt før fri fra Volkovas helvede, fordi Letlands premierminister, Valdis Dombrovskis, skulle tale på skolen. Vi var egentlig meget interesserede i at overvære det. Det er jo trodsalt ikke hver dag at en premierminister kommer forbi. Vi fandt imidlertid ud af, at det hele var på lettisk, og så luntede vi hurtigt af inden det hele egentlig var gået i gang. Letterne skal også snart til valg – den 29. september, vist nok – så mon ikke hans tale var et led i valgkampen?

Efter skoledagen i går tog vi hjem og smed benene lidt op, inden vi gik på jagt efter noget aftensmad. Vi endte på Charlie’s Pizza – et sted der ligger næsten lige ved siden af DOMA, og som vi har kigget på, lige siden vi ankom. Nu skulle det så være, og det viste sig at være både godt og billigt. 4 mætte maver (pizza med dertilhørende colaer) forlod stedet, og lommerne var kun ca. 100 kroner fattigere.

I dag, fredag, stod vi igen tidligt op. Skolen skal jo passes! På programmet var der ”Tourism Management” fra 8.30 til 11.40. Forventninger var der egentlig ikke nogle af, og vi vidste ikke rigtig hvad vi gik ind til. Måske var det derfor at vi alle gik hjem med følelsen af, at vi virkelig havde haft en god dag! Vores lærerinde – en gammel dame der har arbejdet 38 år i turistbranchen – snakker rigtig godt engelsk, og var så venlig og rar. Tiden fløj afsted! Hvis man lyttede godt efter, ville man på et tidspunkt også kunne have hørt Alex sige: ”Hun er fandme dejlig! – Jeg har bare lyst til at gå op og give hende en krammer…”
Hun fangede os virkelig i sin undervisning, og højdepunktet var da vi alle sammen (10 studerende i alt) blev kaldt op til tavlen, og det Europakort hun havde sat op på whiteboardtavlen med et par magneter.
Her skulle vi på skift sige navnet på et land, give kuglepennen videre til den der så skulle finde landet, markere omridset, og sige hovedstaden på engelsk, for derefter at sige et land og sende kuglepennen videre… Hvad der lige hører med til historien er, at Anders er THE BEAST (Til mor: den vildeste!) til samtlige lande og hovedstæder i Europa – incl. Montenegro, Liechtenstein, San Marino og andre små pis-stater!

Efter skole gik turen hurtigt hjem på ALA Hostel, hvor vi i receptionen skulle følge lidt op på den klage vi indgav i morges inden vi tog afsted.

Det er nemlig sådan at, i går da vi vågnede efter den første nat her på hostellet, havde Alex fået nogle røde knopper på hele sin højre arm. Det virkede som om han havde fået 100 myggestik, men de var slet ikke så store, og der var alt for mange af dem, til at det kunne være en myg der var gået balalajka på ham.
I går aftes opdagede Anders så også at han havde nogle små røde knopper på armene og benene. På samme tid opdagede jeg, at jeg også havde en lille plamage af de røde knopper i nakken.
Da vi så vågnede i morges var Henrik også blevet angrebet og Alex’s arm var helt fucked. Anders’ angreb var også taget lidt til.
Jeg googlede det inden vi gik fra værelset (WiFi-forbindelsen på skolen er stadig ikke sat op på nogle af 1ER’s computere – fedt!), og fandt frem til at det måske er ”bed bugs” – på dansk: Væggelus!
Det lyder super klamt, og det er det egentlig også!

Damen i receptionen sagde imidlertid at vi slet, slet ikke skulle være bekymrede, og at det var meget normalt her i Old Riga. En påstand vi dog tvivlede lidt på. Hun mente også at det kunne være allergi, men så er det da halv-mærkeligt at det rammer os alle 4 på samme tid! – Kom igen, receptionsmutti!
Hun anbefalede dog, at vi skulle gå på apoteket og høre hvad de havde at sige. Her fik vi nogle allergipiller, og noget gel til at smøre i. Det har allerede hjulpet på Alex’s arm (som var den værst ramte), så forhåbentligt er vi ved at være det kvit. Derudover har vi fået skiftet sengetøj, og receptionsmutti hævder, at de også har sprayet sengene og værelset med noget ”very toxic”. Vi stoler på hende, og overnatter her mindst endnu en nat.

Dagen bød nemlig også på lejlighedskig med Zanda, Auce, Mads og så selvfølgelig GOLDEN4. Lejligheden så super godt ud på billederne – hvilket senere skulle vise sig at være helt korrekt! Lejligheden er nemlig rigtig flot og fed, men den er bare placeret det forkerte sted.
Da vi gik ud mod lejligheden, der er placeret vest for Old Riga, bag det store marked, gik vi gradvist ud imod et mere snusket og skummelt kvarter. Det var helt tydeligt på bygningernes tilstand – og antallet af ruiner for den sags skyld. Gaden hvorpå lejligheden ligger – Dzirnavu Iela – er en rigtig lang vej der skærer igennem hele byen. Forleden gik vi en tur på et stykke af den, og vi syntes egentlig det var okay. Vi var så åbenbart ikke nået helt ned til den ende.
Hele kvarteret, inklusiv ejendommen hvor vi skulle kigge på lejlighed, lignede noget der var efterladt af Gadaffis tropper, og det var mildest talt ikke et sted hvor vi umiddelbart kunne se os selv føle os hjemme. Lejligheden var dog rigtig fin, og med masser af plads, men vi udbad os alligevel lidt betænkningstid. Vi bliver vist bare boende her på vores klø-madrasser (som forhåbentligt er blevet skadedyrsbekæmpede med ”very toxic” spray)!

Da vi igen kom hjem, besluttede vi os for at gå til StayInRiga.com’s kontor. Hollænderen Marlijn fra vores klasse har lejet sin lejlighed derigennem, og har efterfølgende efterspurgt en lejlighed til os. Forleden fik vi så et par tilbud på mail, men vi ville lige vente og se hvordan det gik med den lejlighed Zanda og Auce havde fundet til os.
Da vi kom til StayInRiga’s kontor blev vi venligt modtaget, og de vidste straks hvem vi var. Her fik vi virkelig fornemmelsen af, at der ville ske noget, og vi håber lidt på at vi kan få fremvist et par lejligheder i Old Riga allerede i morgen – VI KRYDSER FINGRE!!

Mange af dem fra klassen skal ud og male byen rød i aften. Vi havde også snakket om at tage på Club Essential og høre den tyske dj MOGUAI spille i aften. Vi er dog kommet frem til den konklusion, at vi tager en relaxers night, med alt hvad det indebærer…
Vi nævner i flæng Aarhus Fremad-manager, LYKA flæskesvær, Dire Straits’ ”Walk Of Life” på fuld smadder fra Anders’ computer, slave-cola og en plade chokolade… Det er okay at være misundelig! :-)
(Henrik regner med at tage med de andre – det gør bare aftenen endnu bedre herhjemme på ALA#23!)

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

BREAKING NEWS: GOLDEN4 har skiftet hjemhavn!

Så skete det. Alle de dårlige forhold og småting der irriterede os på DOMA blev for meget! I morges var samtlige 3 baderum fuldstændig søbet ind i hår og andet snask fra de 11 amazone-tøser. Dette resulterede i, at der stod 3-4 cm. klamt og beskidt vand i alle brusekabinerne – Det var dråben!
Her blev undertegnede helt 100 % sikker på, at vi havde tilbragt vores sidste nat på DOMA!!

Vi skulle mødes med Zanda, Auce og de 3 Green Apple drenge, for sammen at gå mod Central Station og den butik der sælger måneds-buskort. Det viste sig så at der var kø. Der var faktisk lang kø. Der var faktisk så meget kø at vi besluttede os at prøve en anden gang (Der var ca. 3 timers kø!).
Green Apple drengene tog en bus mod skolen, mens vi drog mod Old Riga for at finde et nyt hostel.

Vi havde sendt Henrik på jagt i går aftes, men han kunne desværre ikke finde det hostel vi havde fundet på nettet. På vejen tilbage fra Central Station kom vi dog forbi stedet – ALA Hostel ( http://alasmile.com/you-are-welcome ).
Vi gik straks indenom og hørte om de havde plads. Allerede ved første øjekast var det her sted meget bedre end det vi havde oplevet på DOMA. De havde et ledigt værelse med 4 senge, lidt ligesom det vi havde – bare dobbelt så stort. Derudover er der rent faktisk et stort, og nogenlunde renligt, toilet + et badeværelse af samme karakter. En anden – men ikke mindre væsentlig – detalje er, at der er WiFi forbindelse på værelset!!! Alt sammen til 9 Lats pr. person pr. nat. (Vi gav 12 Ls på DOMA)

Efter at have reserveret værelset til på fredag (hvor vi forhåbentlig kan overtage lejligheden), gik vi tilbage til Mutzi på DOMA. Her blev værelse 22 pakket sammen på rekordtid, og vi fik betalt det vi skyldte for de sidste 4 nætter. Hun var lidt overrasket over at vi ”allerede” valgte at flytte, men nu var nok ligesom blevet nok. Vi fik lige ham den skævøjede tjekke til at tage et billede af os alle 4 sammen med Mutzi, inden vi slæbte vores kufferter ned.
Herefter fulgte en massiv ”klik-koncert” igennem Old Riga’s gamle, fredede og brostensbelagte gader.

Nu ligger vi så her på ALA Hostel – værelse 23.
Vi burde have været i skole, men vi valgte lige at prioritere vores boligsituation lidt højere end ”Business English”. Måske vi kan kompensere ved at skrive et lille blogindlæg på engelsk i morgen. Men også kun måske!
Det eneste problem vi er stødt på, her i vores nye hjemhavn er dog ikke stedets skyld. Vi er jo 4 unge mænd der ”gasser” om kap, og for lidt siden udbrød Henrik så: ”Jeg sover seriøst i enerum, hvis du ikke holder den tarm i kort snor!”

Her kommer en stak blandede billeder fra de sidste par dage:

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

We are open to ze world!

Så er det blevet tirsdag, og vi er lige kommet hjem efter vores første rigtige skoledag. Den indebar, udover et par komiske undervisere, også de to svedigste busture, som vores unge kroppe endnu har oplevet.

I går, mandag, havde vi endnu en relaxers day. Det var planen at vi skulle have været ude at se en masse lejligheder, men Zanda var blevet syg, og hende og Auce havde ikke snakket sammen – hvilket resulterede i, at Auce først skulle til at ringe på alle lejlighederne. Fedt nok! – Vi venter jo også fint her på vores ca. 9 kvm.
Auce fik dog ringet på ca. 50 forskellige lejligheder – ifølge hende selv – men der er ikke ret mange der er vilde med at leje en fuld møbleret lejlighed ud i 3 måneder. Slet heller ikke når der skal være plads til GOLDEN4!
Ikke desto mindre har Auce nu fået én på hånden. Det er en gammel dame som har en lejlighed, men hun skulle eftersigende ikke være så glad for at leje den ud til 4 unge gutter. Vi er dog klar på at stramme os lidt an, inden vi – hvis alt går efter planen (og vi kryder bigtime fingre!!!) – i aften skal ud at se den.
Den er placeret lige midt imellem Old Riga og Banku Augstskola. Vi krydser stadig fingre, og skal prøve at holde Anders lidt i baggrunden. Han er blevet fuldstændig kronraget, og vil måske fremstå lidt hård overfor den gamle dame. Det er så her Alex kommer ind i billedet!

Her hos DOMA er hostellet lige blevet invaderet af 11 piger fra Sydamerika. Anders og Henrik var straks nogle gentlemen og hjalp dem med at bære bagagen op af trappen. I skrivende stund står Anders og smalltalker med dem. Blog-skribenten kan lige høre ud af ”ørekrogen” at de er på 8 måneders jordomrejse for at fejre at de er færdige med uddannelsen. Ærgerligt for Anders at vi – forhåbentligt – snart flytter herfra!

Dagens skoledag var en lidt speciel oplevelse. Første fag på skemaet var ”Strategic Management”. Det var med professor Tjatjana Volkova – ja, i kan næsten også selv godt høre det. Hun er ikke just nogen haj til det engelske sprog, så det gælder om at spidse ører.
Derudover tror jeg også der var 7 danskere som blev lidt overraskede. Måske havde nogle af dem forventet at det var 3 måneders ”ferie” og afslapning. Men den tro fik professor Volkova så manet rimelig godt og grundigt til jorden!
Over middag havde vi Vihelmine Brown til Intercultural communication. Hun har boet i England, så hun er væsentlig nemmere at forstå. Hun lider dog også under det østeuropæiske syndrom, hvor ”th” udskiftes med ”z”. Der nævnes i flæng: ”If you see in ze ozer page”, ”When we all are togezer” og overskriften: ”We are open to ze world!”
Undertegnede havde svært ved at holde masken, og var flere gange ved at give helt efter for den østeuropæiske accent.

Om lidt skal vi ud at se den gamle dames lejlighed, og senere i aften er planen at vi skal forbi sports-pubben og se landskamp. Danmark bomber jo Norge i Parken – håber vi!

 

EDIT: Vi har lige været ude at se lejligheden. Det var en meget fin lejlighed, og den lå egentlig meget fornuftigt mellem Old Riga og skolen. Der var bare ikke 4 senge, og køkkenet var hverken helt eller halvt udstyret. FUCK! – Det ligner endnu en nat hos Mutzi, Fatzi og deres Dazti, her på DOMA…
Henrik er dog lige rendt ned på et hostel, som vi er kommet forbi. Det ligger ikke så langt herfra, og vi ved ikke helt om det er bedre end her!
Zanda og Auce har også en anden lejlighed på kornet. Den bliver ledig på fredag, og der kan vi så åbenbart også flytte ind. Den er vi game på! – Men lad os nu se. Der er vist ingen grund til at sætte næsen for langt op!!

(Der skulle også gerne komme nogle billeder snarest…)

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment

Essential relaxers day

Så blevet det søndag morgen, og tømmermændene er ved at have lagt sig. Altså dem fra i fredags.
Efter sidste blogindlæg i fredags endte vi på en meget fin restaurant der hedder Gutenbergs. Her fik vi verdens bedste bøffer, på deres rooftop-terrace. Alex og Henrik havde læst om stedet i ”Turen går til…”, og da vi endelig fandt det (Det ligger 250 meter fra DOMA/Mutzi’s indgang) var vi enige om at deres høje priser ikke skulle skræmme os væk! – Det er sikkert det dyreste sted i hele Østeuropa, men bøfferne smeltede også på tungen! – Pris for 4 x måltid incl. øl: 73 Ls !

Efter besøget på Gutenbergs teamede vi up med resten af 1ER på en sportsbar hvor der blev vist EM-kvalifikationskampe. 4 forskellige kampe på 4 forskellige fladskærme. Vi stod sammen med en masse svenskere og så deres nederlag til Ungarn, mens Englands sejr over Bulgarien også blev vist i samme lokale.
Da vi havde drukket ud gik vi mod turens første dansegulv. Vi endte på et sted der hedder Filings. Det er en restaurant/café om dagen, og bliver omdannet til et diskotek om aftenen. Sådan er der mange steder der er her i byen!
På Filings fik vi svinget træbenet til den store guldmedalje, og der var liv og glade dage. Alex fik endda lige fundet sine gamle danse moves frem – fra dengang han var Gistrup-champ i både standard og latin(!) – og der er ingen tvivl om at han stadig har ”Moves Like Jagger”!

Da Filings blev nok, var vi en lille flok der drog mod Club Essential – det største diskotek i de baltiske lande (Der er plads til ca. 2000 mennesker!). Det var de to hollændere Marlijn og Eelco, Steffen, Thomas og mig selv. Hvis danseskoene ikke allerede var varme fra Filings, så blev de det i hvert fald nu. Først var vi en tur rundt og se lidt på de 4-5-6 forskellige dansegulve, med hver deres dj og musikstil, inden vi endte på ”main-floor”. Her var der housemusik i stride strømme, og personligt drømte jeg mig knap et par måneder frem, til den der hvide fest i Parken, den 29. oktober.
Resten af DOMA #22 var midt i deres skønhedssøvn, da jeg kom hjem ved 5-tiden!

Lørdag var Henrik igen morgenfrisk – med stort M! Han var tydeligvis ikke nær så ramt som os andre, og da han synes det var på tide at stå op, var det kun et par timer siden jeg var kravlet til køjs.
Nogle af de andre fra 1ER, og én af de andres buddies, havde planlagt at tage til stranden Jurmala, ca. 30-40 minutters togkørsel fra Central Station.
Henrik var den eneste fra DOMA22 der var frisk nok til at tage med på turen, mens vi andre måtte blive liggende lidt.

Alex, Anders og jeg stod dog op en times tid senere. Der var dømt RELAXERS DAY!
Vi startede dagen med at gå ned i supermarkedet Rimi og handle lidt ind. Vand i flasker, rugbrød, smør, pålæg og ost. Bare så vi har lidt til morgenmaden her på værelset.
Derefter gik vi ned på Double Coffee og fik ”gris”. Det er en menu der består af kartoffel-pandekager, små stykker af svinemørbrad svøbt i bacon, til sidst toppet op med en flødesovs med… BACON! – Det er en udbredt favorit i GOLDEN4!!

Efter ”gris” på ”Kaffen” gik vi en tur rundt i byen. Vi var alle sammen iført træningsbukser og afslappet tøj generelt – det var jo en relaxers day!
Vi gik ned mod Daugava – floden der løber igennem byen – og gik en tur langs den. Vi gik næsten helt ud til færgelejet, hvor man kan sejle til Stockholm, Tallinn, osv.. Vejret var perfekt! – Fuld sol fra en skyfri himmel. Som Anders fik det sagt: ”Man skulle ikke tro det var Letland!”.
Vi gik lidt ind ”i landet” og gik tilbage mod centrum og Skunu Iela (Vejnavnet på DOMA, selvfølgelig uden alle de der underlige apostroffer og hatte.).
Pludselig stod vi lige midt i ”Latviabeerfest”, hvilket åbenbart er en festival der hædrer lettisk øl. Vi gik forholdsvis hurtigt igennem, for ingen af os havde hverken hoved eller mave til at skulle drikke øl!!

Vi tog hjem på DOMA og chillede. Det var super hyggeligt og afslappende!
Anders og Alex sad ”på Mutzi’s netcafé” – det er den lille røde sofa foran receptionen. Routeren ligger under receptionsdisken, så det er stedet man skal være, hvis man vil have hul igennem til omverdenen.
Jeg sad inde i Alexanders seng, og fik stablet en anordning an, så jeg kunne få forbindelse nok til at Skype lidt til Danmark! Et par kufferter på højkant, døren lidt på klem, og den rette vinkling. Det handler om at være kreativ!

Henrik var stadig på stranden med de andre fra 1ER, så vi gik selv på jagt efter aftensmaden. Vi var alle 3 enige om, at en lille gentagelse af gårsdagens bøf, kunne være det helt optimale. Vi var dog ikke helt villige til at betale røven ud af bukserne for anden dag i træk, så vi fandt en lille italiensk restaurant, hvor vi kunne få en lidt billigere bøf.
Da vi langt om længe fik serveret bøffen var den gennemstegt og well done. Det var ikke lige det vi havde bestilt, men ventetiden og ”fejlleverancen” til trods, så var det stadig en god bøf. Vi blev dog hurtigt enige om, at de ikke skulle have så meget som én enkelt sentimen (ører på lettisk) i drikkepenge!

Starten af aftenen gik med indkøb og nydelse af slik og chips. (Rimi sælger flæskesvær fra Lyka i Ejstrupholm!!!)
Da Henrik og de andre kom hjem, ville de gerne mødes til en enkelt øl, så vi tog ud på ”torvet” foran domkirken – lige ved siden af DOMA – og fik en enkelt ”Staropramen Dark”. En tjekkisk øl, som vores tjekkiske klassekammerat Eva har introduceret!

I dag, søndag, står dagen endnu engang på RELAXERS DAY! – Det er livet, bare at gå rundt i byen, uden at stresse og tænke på klokken..
I morgen starter skolen, men det er med et fag som vi ikke har. Det betyder, at vi har god tid til at kigge på lejlighed… DOMA22 er snart bare ikke stor nok til 4 verdensmænd!

Her følger en ordentlig røvfuld billeder. Der er lidt af hvert her fra de sidste par dage!

Categories: Ikke kategoriseret | Leave a comment